Fransk

Français – Vive la France!

Fransk er et af de store verdenssprog som bruges i international kommunikation. 70 millioner har fransk som modersmål i Europa, og det tales af 275 millioner på verdensplan. Fransk tales i Frankrig, Belgien, Schweitz og de tidligere franske koloniområder i f.eks. Nord- og Vestafrika, Canada, Caribien og Vietnam.

Fransk findes som begynder A- niveau og fortsætter B- og A-niveau. Du kan enten få det som studieretningsfag eller som valgfag.

På fransk begyndersprog får du en basal viden om sproget, som sætter dig i stand til at tale og skrive fransk. På fransk fortsættersprog bygger vi videre på det, som du har lært i grundskolen.

I undervisningen arbejder vi med kultur, samfundsforhold og sprog, hvor grammatik understøtter den sproglige indlæring. Vi arbejder med det, der sker i Frankrig og i de fransktalende lande – og inddrager materiale fra internettet, litteratur, film og musik. Vi bruger tit situationer fra hverdagen og træner kommunikation både skriftligt og mundtligt.

Undervisningen omfatter ekskursioner til aktuelle udstillinger eller forestillinger i teater og biograf.

På fransk A – niveau har vi tradition for at tage på studietur til Paris og for 1.- og 2.g-elever har vi udvekslingsaftale med en skole ved Bordeaux.

Eksempelvis har en gruppe franskelever fra 1.g og 2.g i foråret 2019 været på udvekslingsrejse til Barbézieux. Her ses de sammen med de franske elever og deres familier på gymnasiet, hvor de hver dag fulgte undervisningen.

 

Og tidligere elev Tim Tørnqvist Jensen beskriver her en tur til Paris:

 

Lørdag d. 25. marts mødtes 11 friske elever og 1 frisk lærer i CPH Lufthavn. Turen gik til Paris i Frankrig. Efter en kort og uproblematisk flyvetur tjekkede vi ind i Paris og fandt vejen frem til det hostel, hvor vi skulle tilbringe de næste fire dage i hinandens selskab. Den første dag dannede vi os et kort overblik over Paris og det parisiske metrosystem, som voldte lidt problemer hist og her. Om aftenen spiste vi alle sammen på et lille “créperie” tæt på vores hostel. Efter et lækkert måltid drog vi alle mod “Avenue des Champs Elysées”, hvor vi fik taget en masse billeder af den flotte avenue og de flotte triumfbuer, som stod på rad. Dagen efter bød på et museumsbesøg på “L’orangerie”, hvor vi fik et indblik i franske malere og fransk kunst. Da det blev aften nåede vi “Pont d’Iéna”, hvor det majestætiske Eiffeltårn står. Vi var alle sammen lamslået over, hvor flot det tårnede sig op om aftenen kontra om dagen. På tredjedagen fik vi set den store “Notre Dame”-katedral midt i Paris, hvor Victor Hugos fantastiske fortælling om klokkeren Quasimodo udspiller sig. Senere den dag blev vi inddelt i grupper, der hver især fik et kvarter i Paris, som de skulle undersøge nærmere via billeder og interviews med beboere i det kvarter. Det bød på en del forskellige oplevelser: nogle mødte politiske kommentatorer og rigmænd, imens andre mødte berusede damer og ghettodrenge. På sidstedagen blev det til et besøg på “Musée d’Orsay”, hvor vi elever i grupper hjemmefra havde forberedt et oplæg om et af museets kunstværker: nogle fremlagde om Monet, andre om Cézanne. Efter fire hårde, men dejlige dage i Paris gik turen så hjem til Danmark igen, hvor vi alle sammen, efter fire dage i hinandens selskab, skiltes.

 

À tous les élèves français: Merci pour un voyage magnifique!