MA-GV-KE
Geovidenskab er for dig, der vil forstå den planet, du bor på? Vil du være med til at løse fremtidens udfordringer inden for klima, energi, vand og råstoffer – så er geovidenskab noget for dig!
Geovidenskab handler om at forstå de geologiske og fysiske fænomener på Jorden. Gennem feltarbejde og eksperimenter opnår du indsigt i naturens mange processer. Du opnår en forståelse for naturens betydning for vores liv på Jorden og for menneskets påvirkning af naturen gennem arbejdet med konkrete og aktuelle problemstillinger. I det daglige arbejde veksles der mellem arbejdet ude i naturen og inde i laboratoriet eller klasselokalet, så man bliver bevidst om Jordens komplekse sammenhænge.
Geovidenskab A kan betragtes som en blanding af Naturgeografi B og Fysik B, og faget supplerer og udvider de muligheder, der ligger inden for de to fag. I studieretningen geovidenskab har man desuden også Matematik A og Kemi B og selvfølgelig de øvrige obligatoriske fag som dansk, engelsk, historie mm.
Eksempler på emner i studieretningsfagene:
- Hvordan kan Jordens klima ændre sig?
- Hvilken sammenhæng er der mellem atmosfærens sammensætning og den globale temperatur.
- Hvordan forudsiges fremtidens vejr?
- Hvor og hvordan kan man finde energi til fremtidens ”0”-energisamfund??
- Kan man forudsige jordskælv og vulkanudbrud?
- Hvordan ved vi, hvordan Månen er dannet – ingen så det jo?
- Er der ressourcer nok til 9 mia. mennesker på jorden i 2050?
- Er der liv på Mars? Kan vi indrette os så vi kan bo på Mars?
Der er brug for dig!
Geovidenskab A er netop blevet et permanent fag i gymnasiet, fordi der er stor efterspørgsel efter de kompetencer, man opnår inden for studieretningsfagene. Der er behov for at udvikle, forvalte eller forstå ressourcer som vand, energi, mineraler og højteknologi.
Geovidenskab giver mulighed for optag på alle videregående uddannelser!