Oplægsholdere og underholdning:
Katherine Richardson holder oplæg tirsdag morgen og indleder bæredygtighedsfestivalen med en præsentation af FN´s Verdensmål om bæredygtighed – og hvorfor det er vigtigt.
Katherine er professor i biologisk oceanografi og leder af Sustainability Science Centre ved Københavns Universitet. Hun forsker i hvordan menneskelige aktiviteter påvirker Jordens overordnede miljøtilstand (Earth System Science). Hun var udpeget af FN’s Generalsekretær som medlem af ekspertgruppen med ansvar for udarbejdelsen af FN’s 2019 Global Sustainable Development Report (GSDR).
Morten DD Hansen, som er biolog, holder oplæg tirsdag formiddag om den danske natur; hvad skal vi bruge den til? Morten DD har en imponerende begejstring for naturen, som du sjældent møder andre steder. Som vært på DR1s program Bidt af Naturen formåede Morten DD Hansen at gøre naturens orkidéer, møginsekter
og fugletræk nærværende og interessant for både unge og ældre. Hans entusiasme og indlevelse vakte danskernes opmærksomhed langt ud over programmets grænser.
Sune Schöning som er Smart City Koordinator i Egedal Kommune, holder oplæg om bæredygtige initiativer i Egedal Kommune. Sune er civilingeniør i bæredygtig byudvikling og arbejder nu med Egedal Kommunes Smart City aktiviteter og projekter, herunder flere projekter omkring energiplanlægning i kommunen.
Han arbejder i spændområdet mellem ingeniørvidenskab og samfundsvidenskab og brænder for at udvikle byen i en mere bæredygtig retning.
Frederikke Riisberg er selv en typisk dansk forbruger, der for nogle år tilbage begyndte at tænke bæredygtighed ind i sit forbrug. Hun ville ændre sig på det område, hvor hun selv var allerværst: Tøjforbruget. Derfor gik hun fra at købe en hel del nyt tøj, til udelukkende at købe genbrugstøj. Det har hun gjort i nu to år og ændringen har åbnet hendes øjne. Så meget at hun har lyst til at inspirere andre forbrugere til at gøre det samme.
Mark Payne, der er daglig leder af klimaatlas.dk på DMI kommer og fortæller om klimaforandringer og hvad man kan gøre for at klimaet ikke løber løbsk. Mark er både klimatolog og oceanograf og har været ansat både på DTU og nu på DMI. Begge steder har han indsamlet stor erfaring med formidling af dette højaktuelle tema.
Martin Keller serverer smagsprøver på mad fra hele verden. Martin Keller er en kendt og kompetent formidler inden for naturvidenskab og kommer fra en stilling som Verdensmålskonsulent i Københavns Kommune. Derudover er han en erfaren foredragsholder og formidler, bl.a. har han medvirket i en lang række tv-programmer som DR’s “Naturpatruljen” og TV 2’s “Martin og Ketil”. Han har desuden været ambassadør for Unicef, Fairtrade og Verdensnaturfonden og sidder i sidstnævntes præsidium.
Komiker Jakob Svendsen underholder fredag. Jakob er en dansk standupkomiker, der debuterede i 2009. Han har bl.a. lavet de to shows Kristen i krise og Næstekærlig. Han var nomineret til talentprisen ved Zulu Comedy Galla både i 2015, 2016 og 2018. Han er uddannet cand.scient., og han har arbejdet som underviser på Gladsaxe Gymnasium ved København – og det er jo i sig selv garanti for god humor 😊